4. søndag efter påske ved Lisbeth Munk Madsen 10. maj 2020

Tanker foran en lukket kirkedør. Se med her:

https://www.facebook.com/363590183788101/videos/284437602573627/

 

 

 

Tanker - 3. søndag efter påske ved Thomas Gylnæs Nielsen 3. maj 2020

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!”

I tiden mellem påske og pinse handler de fleste evangelietekster om forholdet mellem Gud og Jesus. De handler om, at man ikke kan tænke, forstå eller tro Gud uden også at involvere Jesus.

For den ene (Gud) kan ikke forstås uden den anden (Jesus). Så uden Jesus ingen Gud eller uden Jesus så ville vi ikke kunne stille meget op med ordet Gud, for det er Jesus, som giver mening og betydning til ordet Gud. Det er dette afhængighedsforhold mellem Gud og Jesus, som særlig bliver tydeligt imellem påske og pinse.

Vi er også så afhængige af hinanden. Om os må man også sige, at vi ikke kan være til - uden de andre. Så hvem vi er og hvad vi er hænger så nøje sammen med de andre. For den ene kan ikke være til uden de andre. Det er vel det, som er blevet så tydeligt for os – her i tiden mellem den 11. marts og så den dag, hvor vi igen kan mødes ansigt til ansigt. Hvor vi igen kan være sammen – uden forbehold.

For vi er afhængige af hinanden. Ingen af os er små øde øer, som lever for os selv. Derimod så er vores liv flettet ind i hinandens – den mening og betydning, som der er i vores liv, er ofte skabt af de andre.

Alt dette vidste vi selvfølgelig godt inden den 11. marts. Men måske havde vi det med at glemme det eller overse det. Eller måske havde vi en tendens til at tænke på de andre som dem, der begrænsede os eller ofte krævede så meget af vores opmærksomhed og tid, så det som vi selv ville, havde svære vilkår. Ja, hvem kan sige sig helt fri fra – inden den 11. marts 2020 – ikke også at have tænkt sådan om andre. Som dem, der begrænsede os i vores liv fremfor først og fremmeste at være dem, som berigede vores liv.

Men at tænke sådan om andre er nu blevet vanskeligere. Alene af den grund, at andres fravær i vores liv eller den begrænsede adgang til andre, som de fleste af os oplever lige nu – vel ikke gør os gladere og mere lykkelige og fulde af gå-på-mod i forhold til alt det, som vi gerne vil med vores liv – men vel snarere sætter en sløvhed i os, fordi det kan være så uendelig hårdt at holde sig selv og sit eget livsmod oppe – (næsten) helt alene.

Er det ikke lige nu, det bliver tydeligt for de fleste af os, at den mening og betydning som er helt fundamentalt for os i vores liv – den ofte er noget, som gives os eller skænkes til os – af de andre.

Er det ikke lige nu, det står klart for de fleste af os at mening og betydning – ikke er noget, som vi kan have for os selv, men derimod noget som bliver skabt i det rum som er imellem os mennesker – vel at mærke, når der ikke skal være to meters afstand.

 

For hverken du eller jeg kan leve vores liv uden andre.

Hverken du eller jeg kan være til uden andre.

Det er måske derfor vi er skabt i Guds billede – for sådan har Han det også.

God søndag!

 

 

 

Anden søndag efter påske ved Lisbeth Munk Madsen 26. april 2020

Her kan du se gudstjenesten fra anden søndag efter påske.

Medvirkende Jonathan Keiding, Sergei Teplyi og Lisbeth Munk Madsen.

https://www.facebook.com/363590183788101/videos/262439588258387/

 

 

 

Første søndag efter påske ved Nete Holm Andersen 19. april 2020

Her kan du lytte til prædiken første søndag efter påske i Hvidovre nærradio ved Nete Holm Andersen

https://www.mixcloud.com/widget/iframe/?hide_cover=1&light=1&feed=%2FHNRHvidovre%2Frisbjerg-kirke-1-s%C3%B8ndag-efter-p%C3%A5ske%2F

 

 

 

Påskedage-tanker ved Thomas Gylnæs Nielsen 12. april 2020

Hvad mon vi hver især kommer til at tænke på, når vi hører fortællingen fra påskemorgen?

Når vi hører om de kvinder, som påskemorgen kom ud til graven for at salve den døde Jesus, når vi hører om deres overraskelse, da de opdager at stenen er væltet bort fra graven og deres forbløffelse da de hører fra en hvidklædt ung mand, at Jesus nu er opstået og så beskeden om, at alt dette skal de fortælle videre og så skal de se frem til at møde ham igen – i Galilæa.

Hvad vi tænker på, når vi hører fortællingen fra påskemorgen, må hænge sammen med hvad vores hjerte er fyldt af.

Sidder vi i kirken eller på kapellet og ser på en kiste, når vi hører denne fortælling, mon så ikke ordene om Jesu opstandelse hos os bliver knyttet sammen med håbet om den dødes opstandelse. Så det håb, som der berettes om når vi hører om Jesu opstandelse, sådan helt konkret bliver knyttet sammen med håbet om, at det også må gælde den, som vi tager afsked med. Så opstandelse ikke blot er noget, som er sket engang -men også må ske her og nu.

Måske har vi ikke tænkt meget over, om der skulle være noget på den anden side af døden. Måske har livet med alle dets gøremål holdt os så beskæftiget, at sådanne tanker ikke har fået plads. Men så sidder vi dér og ser på kisten og pludselig kan ordene om opstandelse give mening. De kan give mening, fordi de kan knyttes sammen med et elsket og savnet menneske.

For ord har det med at give mening, når de taler ind i den virkelighed, som er vores. Eller ord, som vi har hørt mange gange før, kan pludselig give ny mening, fordi vores virkelighed er forandret. Ordene er de samme – men vores virkelighed er blevet en anden.

Lige nu er vores virkelighed blevet en anden. Vores virkelighed er forandret. Den verden, som vi kendte før den 11. marts, er der ikke længere. Det var en verden, hvor vi kunne række ud efter hinanden. Det var en verden, hvor vi kunne holde om hinanden. Det var en verden, hvor vi kunne lægge en skulder til hinandens bekymringer eller sorger. Det var en verden, hvor vi rent fysisk kunne være der for hinanden. Det var først og fremmest en verden, hvor vi kunne mødes med hinanden.

Sådan er det ikke lige nu. Men sådan skal det blive igen.

Vi skal mødes igen.

For det var det, som kvinderne fik at vide ude ved graven påskemorgen, da de blev sendt mod Galilæa – for at mødes igen.

For opstandelse må jo være at kunne mødes igen. Opstandelse må jo være, at det som forhindrer at vi kan mødes igen – bliver ryddet af vejen; at stenen bliver væltet fra graven, så der igen kan skabes fri passage imellem os. Opstandelse må være, at det som lægger vores liv øde og tømmer det for liv – fraværet af andre mennesker – bliver vendt til et fysisk nærvær, hvor vi atter kan mødes. Ja, opstandelse er, at vi igen får del i et fælles liv med andre.

For vi skal mødes igen.

Og indtil det sker, så skal vi huske at minde os selv og hinanden om det.

Og når det sker, mon så ikke de fleste af os kommer til at opleve, at det er som en helt ny begyndelse – som en form for opstandelse.

Glædelig påske!

 

 

 

Langfredagsrefleksion ved Lisbeth Munk Madsen 10. april 2020

Her kan du se og lytte til refleksioner over langfredag af Lisbeth Munk Madsen, og nyde Vibeke Tøjners påskefrise. 

https://www.facebook.com/363590183788101/videos/576374096419043/

 

 

 

Skærtorsdagsrefleksion ved Lisbeth Munk Madsen 9. april 2020

Her kan du se og lytte til Skærtorsdagsrefleksioner ved Lisbeth Munk Madsen

https://www.facebook.com/363590183788101/videos/2465030587143169/

 

 

 

Det sagte mod - Palmesøndag ved Nete Holm Andersen 5. april 2020

Fotografiet ovenfor er et af de mange billeder, som konfirmanderne i år har arbejdet med i deres temadage under overskriften ”Forestillinger om Gud”.

Det forestiller en soldat og en gammel kone. De står og ser på hinanden, mens en voldsom krig er i gang i baggrunden. Soldaten har maske på; den skjuler hans ansigt og han har et gevær i hånden. Anspændt, klar. Han er på vej mod den gamle kone, men der er noget ved kvinden, der standser ham. Den gamle kone har bare fødder i sine sandaler og udstråler den modsatte holdning. Ikke anspændt, ingen panik. Fuldstændigt rolig, hvilende i en tryghed står hun der midt i krigen med sit åbne ansigt og bare ser på soldaten. Hun gør en bevægelse med hænderne: tomme og våbenløse. Hænderne vender fremad mod soldaten. Magt har hun ikke. Hun står tomhændet og fuldstændigt ubeskyttet over for soldaten. Hun er sårbar til det yderste, og dog er det på hende fotolinsen er rettet. 

For vi ved det nemlig godt. Vi kan meget, når vi er store og stærke. Men alting kan vi ikke. Der er steder, man kun kan nå hen, om man kommer tomhændet, ikke med våben i hånd, men med det sagte mod.

Palmesøndag – kommer Jesus ikke som en konge af denne verden, for de rider anderledes ind, når palmerne er deres. Han kommer med det alene, der kan bæres af det sagte mod og kun således nå frem til enhver.

”Det sagte mod” er overskriften for både fotografiet og for Palmesøndag.

Det er en form for modighed; det er at gå ind i dagen uden at skulle have kontrol over alt, hvad der sker, men med den indstilling, at der er en grund til at jeg er her og at den opgave jeg står overfor, skal løses. ”Det sagte mod”, som var i Jesus, det skal vi have for livet og for hinanden. Grib dagen. Tro på, at der må ku´ findes mening på vejen, selv i det, som ser meningsløs ud lige nu.

Maria bebudelse ved Nete Holm Andersen 29. marts 2020

Til denne Maria Bebudelses dag:

Fra rummets stjernekåber
og ned til jordens muld,
af Helligåndens dråber,...
spandt Gud en tråd af guld!

Med lys fra fjerne kloder
en engel trådte frem,
og vævede Guds eget blod
i Maria-hjertet ind!

og alle himlens fugle,
som så det Under ske,
med pigen på jordens kugle,
så kimen til livets træ!

Det var alverdens-nåden
Gud sendte ned i løn
Og Maria løste gåden,
hun fødte menneskets Søn!

(digt at Steen Kaalø)

 

 

 

Tanker om tid ved Lisbeth Munk Madsen 28. marts 2020

Prædikeren i det gamle testamente skriver om mange forskellige tider. en tid til det ene og en tid til det andet.
Der er tider, der går for hurtigt og tider der går for langsomt.
I disse uger kan tiden ikke gå hurtigt nok, for vi vil så gerne ind i tiden hvor alt igen er lukket op og tilgængeligt.
Isolationen kan være belastende, men det giver trods alt for mange en mulighed for at være sammen på en måde som de ellers ikke finder tid til. Opgaven er at værdsatte og omsætte tiden til det godes mulighed.
Er man alene kan det måske give anledning til en refleksion. Man kan fx holde mørkning. Sidder en stund og fornemme lysets svinden og glæde sig til den nye dag, der kommer uanset hvor broget dagene pt ser ud.
I nat bliver det sommertid og urene stilles frem, ligesom havemøblerne. Vi "mister" en times nattesøvn, hvis vi da ellers går i seng og står op som vi plejer, men dagen forskydes så de lyse timer ligger der hvor de fleste af os får glæde af dem.